For mange mennesker er arbejdet en vigtig del af livet – en kilde til mening, udvikling og identitet. Men for nogle glider grænsen mellem engagement og afhængighed. De arbejder ikke længere for at nå et mål, men fordi de ikke kan lade være. Pauser føles som spildtid, og dårlig samvittighed opstår, når man forsøger at slappe af.

Som psykolog ser jeg ofte mennesker, der ikke længere ved, hvordan de skal holde fri. Selv når de fysisk forlader arbejdet, fortsætter tankerne. Det næste møde, den næste opgave, den næste idé. Hjernen holder aldrig pause, og kroppen følger med i højt tempo, indtil den til sidst siger fra.

I terapi arbejder vi med at forstå, hvad der ligger bag denne vedvarende drift. For de fleste handler det ikke om grådighed eller ambition, men om noget dybere: et behov for kontrol, anerkendelse eller tryghed. Arbejdet bliver en måde at føle sig værdifuld på – et sted, hvor man ved, hvordan man skal lykkes.

Arbejdsafhængighed kan have alvorlige konsekvenser. Den fører ofte til stress, søvnproblemer, ensomhed og til sidst udbrændthed. Det paradoksale er, at de mennesker, der rammes, som regel er dem, der tager størst ansvar – både på arbejdet og privat. De har svært ved at give slip, fordi de tror, alt falder sammen, hvis de gør.

En vigtig del af behandlingen er derfor at lære at definere sig selv uafhængigt af præstation. At opdage, at man stadig har værdi, selv når man ikke producerer noget. Det lyder simpelt, men for mange er det en helt ny erfaring. Det kræver øvelse at holde fri uden at føle skyld, at sige nej uden at føle skam, og at vælge sig selv uden at føle, man svigter.

Mange oplever, at arbejdsafhængighed også hænger sammen med følelsesmæssig undgåelse. Når man arbejder konstant, undgår man ofte at mærke sorg, vrede, tomhed eller tvivl. Pausen bliver farlig, fordi stilheden bringer følelserne tættere på. I terapien lærer man derfor gradvist at tåle stilheden – og opdage, at der i den også findes ro.

At slippe arbejdsafhængigheden handler ikke om at miste sin drivkraft, men om at genvinde sin frihed. Når man kan arbejde med balance og vælge hvile uden frygt, bliver man ikke mindre effektiv – tværtimod. Man får energi, nærvær og glæde tilbage.

I en kultur, der hylder travlhed, kan det føles som et oprør at vælge balance. Men det er et oprør, der betaler sig. For ingen kan yde konstant – og ingen bør definere sig selv kun gennem det, de leverer.

Mange opdager først omfanget af deres arbejdsafhængighed, når kroppen sætter foden ned. Det kan vise sig som søvnløshed, hjertebanken, koncentrationsbesvær eller en følelse af tomhed midt i succes. Kroppen bliver den stemme, sindet længe har overhørt. Først da bliver behovet for forandring tydeligt. Det kræver mod at stoppe op – især i et samfund, hvor travlhed ofte bliver forvekslet med betydning. Men netop i pausen ligger muligheden for at genfinde sig selv. Når man begynder at mærke grænser, behov og glæde igen, bliver arbejdet ikke fjenden – det bliver blot en del af livet, ikke hele meningen med det.